Baseret på ICE af ANNA KAVAN

ISNÆTTER er en forestilling om magt og menneskelig skrøbelighed i en fragmenteret virkelighed.

I en verden dækket af isnende kaos jagter en navnløs fortæller en mystisk kvinde gennem et landskab, der langsomt fryser under en altopslugende apokalypse.

ISNÆTTER er mareridtsagtig science fiction og psykedelisk drømme-logik — en hypnotisk rejse gennem besættelse, magt og undergang, hvor grænsen mellem virkelighed og hallucination smelter bort, ligesom alt andet.

Det psykologiske drama udspiller sig i et univers fastfrosset i misogyni og klimakatastrofe, sanseliggjort i et gennemkoreograferet værk af Amanda Ginman og Tina Tarpgaard.

ISNÆTTER er baseret på Anna Kavans kultroman ICE (1967), en bog der med nærmest profetisk præcision beskriver vores samtids voldsomme kulturelle og økologiske rystelser.

ET SANSELIGT MØDE MELLEM DANS OG DRAMATIK.

I ISNÆTTER smelter bevægelse og ord sammen og forstærker hinandens udtryk i en forestilling, der tør tage fat i de svære følelser. Instruktør Amanda Ginman — Reumertvinder for Mørkt Forår — og prisbelønnede koreograf Tina Tarpgaard forener kræfterne i et værk, hvor dans, tekst og lyd skaber et intenst og fysisk portræt af mørket. Gennem sanselighed og konfrontation søger forestillingen at vække en indsigt, der kan blive brændstof til forandring.

Anna Kavan (1901-1968), døbt Helen Emily Woods, voksede op som enebarn i en velhavende britisk familie, der rejste hyppigt mellem Europa, England og USA. Hun debuterede som forfatter i 1929 og skrev en række romaner under sit giftenavn Helen Ferguson, men efter et sanatorieophold i Schweiz kort før 2. verdenskrig genskabte hun sig som den platinblonde Anna Kavan, opkaldt efter en karakter i en af hendes tidlige romaner. IS udkom i 1967. Kavan døde af hjertestop året efter.

Dag for dag, time for time, sekund for sekund rykker ismure frem fra Nord- og Sydpolen, byer lægges øde, flygtningestrømme jages hid og did, civile massakreres, atommissiler deployeres. Der er krig overalt, og ingen ved, hvem der er ven eller fjende.

Den unavngivne fortæller er ”usikker på virkelighedens natur”, og alt virker ”diset og utydeligt” og ”gjort af tåge og nylon”. Gennem denne udslidte, krigshærgede og stadig mere uvirkelige verden forfølger fortælleren en bleg, skrøbelig, sølvhåret ung kvinde, mens naturen og civilisationen kollapser omkring dem.

Og midt i dette kollaps udspiller sig et fortættet trekantsdrama mellem fortælleren, den unge kvinde og den tyranniske kommandant, der sadistisk piner kvinden, som mere eller mindre villigt underkaster sig i det ene hallucinatoriske tableau efter det andet.