I forlængelse af forestillingen ISNÆTTER den 20. maj, kan du tilkøbe 75 minutters saunagus-heaven hos Plugin Heat Club.
Der er tid til omklædning efter forestillingen, hvorfra Plugin Heat Club ligger 50 meter.
PRIS: 100 kr. + almindelig billetpris (købes som tilkøb til din billet via teaterbilletter.dk efter billetvalg) NORMALPRIS: 250 kr.
Forestilling kl. 17.00
Saunagus kl. 19.00
Der er et begrænset antal billetter.
__________
OM ISNÆTTER
ISNÆTTER er en sammensmeltning af dans og teater — et totalværk om magt, menneskelig skrøbelighed og begær, baseret på Anna Kavans kultroman ICE fra 1967.
Dramatiker Amanda Ginman — Reumertvinder for Mørkt Forår — og prisbelønnede koreograf Tina Tarpgaard forener kræfterne i et værk, hvor dans, tekst og lyd smelter sammen i et intenst og fysisk portræt af mørket. Et psykologisk drama i et univers fastfrosset i misogyni og klimakatastrofe.
I en verden dækket af is jagter en navnløs mandlig fortæller en mystisk kvinde — men hun slipper hele tiden fra ham. Han former sin egen virkelighed og bevæger sig gennem verden med en blanding af fascination, begær, jalousi og en voldsom trang til kontrol! Jo længere han jagter kvinden, desto mere flyder virkelighed og fantasi sammen – og krakelerer. Det er som et mareridt, man ikke kan vågne fra.
Men er han hendes redningsmand?
ISNÆTTER er mareridtsagtig sci-fi, 60’er roadmovie-nostalgi og psykedelisk drømme-logik — en hypnotisk rejse gennem besættelse, magt og undergang.
